Jeg valgte at starte i udredning december 2025. Jeg havde et nært familiemedlem der blev diagnosticeret med autisme og add og pludselige stod jeg der med en aha oplevelse, som 43årig. Jeg kunne pludselig se hele mit liv spejlet i denne person. Min barndom som egentlig nok så normal ud set med mine forældres øjne i 80´erne, men set med andre brille i dag har der helt klart været noget.

jeg havde det rigtigt svært socialt og jeg havde det rigtig svært ved at danne relationer til andre mennesker. Jeg var mindre moden end andre på min alder. Jeg legede stadig med barbie da de andre på min alder begyndte at kigge efter drenge. Jeg legede tit alene og eg kunne fordybe mig i min aktivitet i timevis. Eller jeg kunne være totalt utålmodig og skifte aktivitet hele tiden. Jeg havde tre rigtig gode veninder, de var alle to år yngre end mig. Ikke noget bevidst valg jeg havde gjort, men vi klikkede sammen på en god måde og havde de samme interesser. Vi voksede op sammen og samtidig, hørte de første spæde toner fra Backstreet Boys og klisterede vores værelser til med plakakater af netop dem. Det blev lidt en hyper fokus for mig og jeg kunne altid finde glæde eller ro når jeg satte deres musik på. Jeg husker også stadig teksten under mit billede fra den blå bog i 9.kl – er altid frisk på en samtale om Backstreet Boys. De kendte mig jo ikke så de skrev ikke andet.

Skolen var en blandet fornøjelse. Enten sov jeg over mig og fik skrevet hjem at jeg kom for sent, eller også fik jeg skrevet hjem fordi jeg gentagne gange var mødt på skolen før pedelen. Eller jeg fik skrevet hjem, fordi jeg bad om ekstra opgaver. Men så kom mobningen. Det var ikke bare drillerier, men mobning. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg løb grædende hjem fra skole eller fandt på undskyldninger for at gå tidligt hjem eller blive hjemme fra skole. Dengang hed det pjæk. Idag havde det heddet skolevægring.

Min mor var handicappet og gik med krykker, min far var førtidspensionist og de var begge gråhåret og over 40år. Så allerede der blev det til at det ar min mor mor og morfar, eller jeg blev drillet med min mor, og at jeg havde briller og en anderledes næse. Mine forældre deltog aldrig i ture på stranden, skoven, svømmehallen og så videre. De deltog dog gerne i det ene pinlige og tå krummende skole teater efter hinanden, hvor jeg ikke kunne huske mine replikker – jeg var glad dengang jeg fik tjans bagom scenen. Eller når der skulle holdes juleafslutning og 24 elever blæste af sted i hver sin piv skæve blokfløjte som skulle lyde som en velkendt julesang, men mere lød som vi hver i sær stod og hev en kat i halen. Og min far optog glædeligt det hele på videobånd. Så kunne de lige redde den lidt der ved at love kopiere til den andre forældre – som selvfølgelig aldrig fik deres kopi , men altså, det var så svært at være i, både at skulle stå til skue og samtidig prøve at huske toner og stå stille.

Min storesøster gik også altid lucia optog, så det skulle jeg selvfølgelig også. Det var nok gået bedre idag hvor man går med kunstige lys, i det mindste ville jeg ikke komme til at brænde en andens pige hår af. Og det ikke fordi jeg var ond, men lige der da det blev opdaget rykkede rækken så hun opdagede aldrig det var mig – hun var min værste fjende og hende der mobbede mig mest , så lige der havde jeg ikke ondt af hende. Rolig, det var kun spidserne, det var ikke hele parykken der røg. Jeg så hende forresten i Bilka for nyligt, og hele følelsen af mobberiet kom op i mig igen, så jeg skyndte mig naturligvis videre uden at blive opdaget. Det er 30år siden og følelsen sidder der stadig. Jeg deltager heller aldrig i de der gammel elev fester. Jeg snakker ikke med en eneste fra min klasse den dag i dag. Vi havde intet il fælles dengang og det har vi heller ikke idag. Jeg vil hellere holde min afstand end at skulle opleve det igen idag. Giver det mening?

Nå men tilbage til i dag.

Jeg har idag stadig den der med, at enten finder jeg ro i noget eller også skifter jeg fx hobby eller interesse flere gange. Alene i år har jeg skiftet hobby/interesse mindst 10 gange og selvfølelig købt mig fattig i alverden tilbehør som jeg skulle bruge til det. Men holder det ved? nej, selvfølgelig ikke.

Det ligesom da jeg tænkte jeg ville lave en bullet journal, fordi jeg så andre der virkelig fandt strukturen og roen ved det, og bevares mens jeg lavede det ene skema efter andet , fordybede jeg mig i det og fandt det hyggeligt – men da det kom til at skulle udfylde skemaerne og jeg skulle være aktiv , faldt det ligesom til jorden . Der blev ikke lavet noget og der kom ikke noget struktur eller vægttab ud af det. Mit fokus var ligesom blæst videre. Og det er bare det der sker hver eneste gang. Jeg mister mit fokus og er fluks videre. Vidunderet er også kaldet adhd. Og med sig bringer den resten af sine gode venner, angst eller panikangst som jeg også dagligt har besøg af, en indre uro der er konstant, enten som en dirren i kroppen eller som en summen efter en koncert , tanke mylder – fordi én tanke mangler selvskab åbentbart( hvor svært tror du lige det er skrive denne blog , et indlæg og holde fokus på ét emne for eksempel?) og det at man ikke kan få bare 5 minutters ro til at falde i søvn og ikke skal bruge hele natten på at løse mysterier som , gad vide hvad vi skal spise imorgen, gad vide hvor jeg har lagt mine nøgler, huskede jeg at slukke lyset, jeg skal også huske at ringe imorgen til xx, gad vide om jeg ville se pæn ud i kjole med flæser osv osv osv (hold nu kæ..for hel…)

Og i mens jeg sidder og jeg skriver dette, sidder jeg i et audhd burnout – her er der ingen ro at finde i noget som helst og overskuddet er der ikke til at lave noget. Jeg havde håbet på at da jeg startede min udredning, og der blev snakket om adhd medicin og at jeg skulle prøve det at det ville hjælpe mig. Desværre valgte psykiateren at henvise tilbage til lægen uden at nedskrive diagnoserne så jeg kan stadig ikke afprøve medicinen og om den har den ønskede effekt. om den kunne bringe ro og orden og overskud tilbage .

Så lige nu føler jeg at jeg er i limbo. kastet mellem de forskellige indstandser som en bold, ingen vil tage opgaven eller ansvaret. imens brænder jeg langsomt ud.

limbo.